Brev til lucifer

Kære Lucifer!
Nu har du ført os ved næsen længe
i dine egne illusioner enge.
Tiderne ind imellem skifter
ikke kun i dine hænder, hvor de brister.

Mennesket er også dit barn
tjener kun dine magtspiller tarn
du regner det ikke for noget,
kan krepere overhovedet.

Sagen er at stå der som stor
i skadefro forventning glo
samle de kollektive skatte
i din egne lommers nette.

Stopper du aldrig op og tænker
at dine oprindelige tanker hinker
det ville være godt med venner
som for alle andre hænder.

At vægte og finde, det der er dit
dybt inde i dit indre sind
og bruge det til at dele
for livets fylde og hele?

Menneskene er nok dumme,
især hvis der nogle grumme
forfører i baggrund lumre,
men de kan godt selv - og rotter sig sammen.

Tiderne kan også skifte for dig
hvor du ikke er mere den store haj,
hænger du alene og forladt
i den ensomme slottets balast.

Hvis du ser andres dumhed så nøje
hvorfor ikke af skattene udøse
så alle kan dele med dig
og betragte dig som godt eksemplar.

Hvis dit hjerte er lukket. du er oh så klog
må du ensomheden nyde og blogge
og dine rumme med maskiners lyde
som giver dig sem enest din fryde.

Tårnet er høj, du må komme ned
med åbent hjerte og vid:
det kan altid svare sig
at være i sit indre sind.

Det er stedet som giver ro,
for kærlighedens behov
for at have noget at dele
sit eget hjerte får at hele.

Vil du udøse af din egen viden
er der altid nogen higen
i menneskenes indre
som ikke vil dig hindre.

Men bliver du i slottet,
ønsker vi dig god fornøjelse
og venter herned i indre hørelse
at få din skæbne at vide.

Kollektivisme kan man udelukke sig fra
og klamre sig til man tror er "sit"
det er ikke længer en hit,
fællesskabet ser bort fra dig.

Den stor haj cirkler alene
vandene tømmes for andre omkring
usynlige nette som han selv har lagt for andre
vi til sidst gøre ham til fange.

Optrængt i et krog,
finder han ikke ro.
Gamle tiders svinehund
konfronterer med sandheden tung.

Og hvad så nu?