Moder Jord

Om natten på min Sjæls vinger
bevæger jeg mig til tinder
hvor tidens vand oprinder.

I Moderes varme skød
ved Egoets død
opstår nye drømme
om åndelig kvinde-dømme
af naturens kraft.

Hendes hjerte-takt
er en livgivende dragt
for levevæsener, og pagt
med elementernes styrke
som Hun i drømmene dyrke.

Moderens fysiske klæder
af nænsomhed mange steder
i klart klang lyser,
på Tusenæs hendes tillid dyrkes
så skabningerne prydes

af Urtillidens varme lyde.
Fløjte, tromme, rasler pryde
den evigt værende grund
til den sande accept rund,
lad Livet leve.

Intet uden at styre,
moderens kraft hyre
guddommelige intrumente
til at være alimente:
leve Livets accept.

Rodkraften er stor,
Moder Jord samtidig gror
gir sin krop ny æterisk kåbe,
og lader alt levende håbe:
leve Livets glæde.

En chakra, som får
beskyttelsens kår
af Landskabsenglens glorie
over hoved - under fødder
for dem der tror.

Tro i roden
bliver holden,
gnome i jorden
bliver vågen:
lever røddernes liv.

Rodfletning går ned til midt,
Moder Jord er også en eremit,
til Hun finder ud af det
chakraets særegne lag:
leve det åndelige liv.

Pachamama på vej til Danmark,
i sin besjælede brombær-ark,
den anden virkeligheds park
for at møde sine børn:
leve det familiære liv.